Vidunderlig vesterhavsvelkomst

Jeg skulle aldrig tilbage til Nordvestjylland. Altså som i; det var ikke en mulighed, ikke i overvejelserne - overhovedet, nix, never, niente. Jeg fandt en ærkesjællænder, som ikke kunne rokkes. Men så kom der børn. Prioriteterne blev andre, og første step ud af storbyen blev 30 km. mod vest - lige på grænsen til Storkøbenhavn.

Forstaden var fin nok, men upersonlig og ikke et sted for mine børn at vokse op.

Efter tre år med fultidsarbejde, realkreditlån og renoveringsprojekter, gav det pludselig ikke så meget mening mere. Og vi måtte tage forstadslivet op til revision.

Og her er vi så, i en vesterhavsflække helt ude ved vandkanten.

Og vi flyttede herhen 

jeg savnede hjem

Og selvom hjem ikke er et sted

så er der noget i mig der ved

at her er godt at bo

Her kan ikke alt

Men alle gro

Her er dem, der længe har været lokale

Der er de nye, som måske er mere sociale

Fælles for de fleste 

Udover vindrøde kinder for det meste

Er at Vesterhavet har vi valgt til

Her er høj himmel og plads til alle der vil

Jeg er blæst bagover af vestenfolkenes velkomst - varm og kærlig

Jeg føler mig hjemme, her er en ånd, der er helt særlig.